Dit barn gennemgår en fantastisk udvikling i sine første leveår. Men ingen børn udvikler sig på helt samme måde – derfor er det vigtigt, at du er opmærksom på netop det enkelte barns behov og ikke sammenligner det med dets søskende eller andre børn.
Vi har hos Psykologerne ved Kongen Nytorv erfaringer med børns udvikling og terapi herom. Du kan stille spørgsmål eller bestille tid ved at ringe på på tlf. 33 32 88 14 eller du kan skrive en mail til psykologerne@pvkn.dk. Nedenstående kan du læse om børn udvikling vedrørende Sorg og Ros.
Ingen børn udvikles ens
I løbet af de første leveår gennemgår barnet en fantastisk udvikling. Ingen børn udvikles på samme måde. Selv inden for samme søskendeflok kan udviklingen være vidt forskellig fra den ene til den anden. Nogle lærer hurtigere at sidde og gå end jævnaldrende, andre er de første til at tale eller kaste med en bold. Som forældre og andre der er omkring børnene, kommer man let til at sammenligne og fokusere meget på enkelte ting. Selvfølgelig skal man være opmærksom på om barnet udvikler sig normalt, men ellers er det vigtigste at give barnet plads til at udvikle sig på sin egen måde og stimulere det på de områder, hvor netop det barn har behov.
Børns Sorg
Når vi mister
Sorg er den reaktion, vi helt naturligt får, når vi har mistet. Når vi mister en, vi elsker, vil vi helt naturligt føle sorg. Sorg er den følelse, vi skal igennem for at komme videre med livet, livet uden den elskede. Og som gør, at man senere kan finde mening og glæde i en ny tilværelse uden den, man har mistet, og at fremtiden trods alt indeholder muligheder, oven i købet ofte nye muligheder.
En stor sorg er naturligvis altid forbundet med en stor forandring. Det bliver aldrig det samme igen, og erkendelse af, at noget er uigenkaldeligt forbi, medfører i langt de fleste tilfælde sorg. Sorg er derfor også den følelse, vi skal igennem for at sige farvel til det, som var.
Vi reagerer forskelligt på denne ”afsked”. I vores praksis ser vi desværre ofte, at forældre ikke har rum til børns sorg. De er måske selv helt knuste og kan ikke overskue kravet fra barnet i sorg.
Og i mine sorggrupper for børn oplever vi, hvor vigtigt det er, at børnene har nogle at dele sorgen med. Hvis man har én, som man har tillid til, og som ser én, så er verden stadig hård uden mor eller far, og jeg er ikke helt alene.
Førstehjælp til følelserne
I sådanne situationer er det vigtigt, at forældre eller andre voksne tæt på, hjælper og støtter barnet i at gå i sorggruppe eller terapi. Her er der mulighed for at græde, skælde ud og være urimelig, uden at man gør de voksne kede af det eller vrede. Det, man har brug for ved kriser og sorg, er en slags førstehjælp i form af en kærlig arm, en voksen, der rummer barnets sorg, et sted, hvor der er plads til at græde ud uden at skulle tage hensyn til andre. Gråden er vigtig, fordi den virker afspændende på kroppen og fjerner den angst, der kan sidde i kroppen. Sorggruppen er et sted, hvor der er forståelse for alle de skræmmende og forvirrende følelser, sorgen normalt bringer med; fortvivlelse, skyld, vrede, hævn, lettelse og skam.
Vi oplever ikke sjældent, når vi har børn og unge i terapi, at gråden kommer, fordi vi f.eks. spørger om, de er andet end kede af det, om de f.eks. også er vrede. Gråden kommer simpelthen, fordi vrede, hævn mm indtil da har været forbudte følelser, og pludselig bliver barnet set, hørt og taget alvorligt, som det er, og skal ikke forstille sig, være tapper eller lignende.
Barnet har brug for et menneske, der kan andet end at trøste, et menneske, der står uden for den private sfære, og som kan stille spørgsmål og lytte.
Desuden oplever vi ofte, at børnene og de unge har brug for at tale om, hvad der sker med den døde. Kommer han eller hun i Himlen? Hvordan er der dér? Og her oplever vi ofte, at det slet ikke er nødvendigt, at vi ved, hvordan himlen er indrettet, hvem man møder osv. Det vigtige er, at der er én, man kan tale med om alle de tanker, man har.
”Det går jo nok alt sammen”
I mit arbejde med børn og unge oplever vi ofte, at samfundet og omgivelserne er bange for, at sorgen skal vare for lang tid. Man skal tage sig sammen, lære at blive glad igen, og det går jo nok alt sammen, du skal bare i gang igen. Velmenende ord, men sjældent særligt virksomme. Det er sjældent, det belønnes at turde være svag, OG det er faktisk tilfældet, når det drejer sig om sorg.
Dét, der er vigtigt i forbindelse med børn og sorg, er, at de ikke kommer ud af deres brudte relation med en nedsat følelse af egen værdi. Det er nemlig heller ikke sådan, at man ikke kan være glad i en sorgproces. Det er de færreste, der er kede af det hele tiden – selvom det føles sådan.
– Nogle gange er der i livet brug for at vi kæmper og holder ud.
– Andre gange er det bedre at give slip.
– Det sidste er ofte det sværeste.
Et par gode råd i forbindelse med børn og sorg:
- Vær ikke bange for at tale med barnet om, hvad der sker, når ”vi går bort”. Indrøm at du ikke ved, hvordan himlen ser ud, hvordan Gud ser ud mm. Men fortæl hvad du tror, hvis barnet spørger.
- Hjælp evt. barnet med et slags afskedsritual. Det kan f.eks. være at tegne en tegning til den afdøde, for lidt større børn at skrive et brev – det vigtigste er, at du hjælper barnet med at sætte ”ord” på de mest centrale tanker og følelser i forhold til den afdøde.
- Måske var begravelsen i kirken for overvældende for barnet, så han/ hun knap nok nåede at være ordentligt tilstede – lav evt. et lille ritual, hvor I tænder lys, spiller/ synger en sang barnet holder af.
- Lad barnet komme ud med alle de følelser, det har. Hvad enten det er vrede, sorg, lettelse osv. – der er ingen rigtige følelser. Dét der er vigtigt, er at barnet kommer hel ud af tabet. Når vi erkender et tab og sørger over det – og får lov til det, vil vi med tiden blive mindre vred, ulykkelig mm., og i stedet for være i stand til fortsat i fremtiden at turde træde ind i nye relationer.
Ros dit barn med omtanke
Du genkender sikkert situationerne:
Sofie kommer løbende hen til sin mor med den tegning, hun har brugt den sidste halve time på. Mor siger: ”Hvor er den flot, du er vel nok dygtig”. Eller Sofus, der endelig har taget mod til sig og er klatret op ad stigen og rutsjet ned af rutsjebanen. ”Se mig, far, jeg klarede det!”. Far svarer: ”Hvor var det flot, du er vel nok dygtig!”.
Hvis du, lige som Sofie og Sofus’ forældre, har en tendens til at rose barnet igen og igen, skal du vide, at du er helt normal. Som forældre ønsker vi nemlig det bedste for vores børn. Vi ønsker, at de vokser op og bliver sunde, fornuftige mennesker med gå-på-mod og masser af selvværd. I vores iver efter at være de bedste forældre og skabe så lykkelige og velfungerende børn som muligt, kommer vi ofte til at rose barnet for alt, hvad det gør.
Selvværd eller selvtillid – kend forskellen
Vi bør dog stoppe op og tænke over, om ros nu også er det, barnet har brug for. For ofte er barnets ønske ikke ros, men blot at blive set, hørt, bekræftet og værdsat som den, barnet er. Det er nemlig vigtigt at skelne mellem selvtillid og selvværd.
Selvtillid handler om tillid til egne evner og færdigheder. Når vi roser barnet, ligger der altid en vurdering af barnets præstationer og evner. Barnet føler således værdi i kraft af, hvad det gør og kan. Barnet kan derfor føle, at det skal præstere og være dygtig for at opnå anerkendelse og kærlighed. Selvværd, derimod, handler om at føle sig accepteret, værdsat og elsket, som den barnet er, uden at skulle gøre sig fortjent hertil gennem konkrete præstationer.
Sådan styrker du dit barns selvværd
I en travl hverdag kan det dog være svært at finde tid og overskud til den store fordybelse og nærværet. Derfor kommer man let til at ”afvise” barnet med rosende ord.
Det, barnet har brug for, er opmærksomhed, fællesskab og bekræftelse, og ikke en vurdering. Barnet har brug for, er at vide, at ”jeg er unik, og mor og far elsker mig lige meget hvad, og ikke fordi jeg er god til fodbold, matematik eller til at rydde op på mit værelse”. Så når Sofie glædesstrålende kommer og viser sin tegning til sin mor, er det ikke for at få en vurdering, men for at dele den oplevelse, hun har haft, med sin mor, for hun har haft det rigtig sjovt med sine nye tusser og har netop lært at tegne regnbuer, og det er hun rigtig glad for.
For mange forældre er dét at rose barnet blevet en vane, vi roser barnet per automatik. Det kan imidlertid give overskud på barnets selvværdskonto, hvis man bruger lidt tid på at lytte til barnet og spore sig ind på, hvad barnet siger. Hun har følgende råd til, hvad eksempelvis Sofus og Sofies forældre kunne sige:
”I stedet for at sige ”nej, hvor er den flot”, har Sofie måske mere brug for, at hendes mor går ind i en dialog med Sofie og møder hende dér, hvor hun er. Sofies mor kan sige: ”Jeg kan se, at du har tegnet en tegning til mig. Den er jeg rigtig glad for, hvor er du sød. Hvad har du tegnet? Dine nye tusser ser rigtig gode ud. Det ser ud som om, du har hygget dig, mens du tegnede”. Og når Sofus jubler stolt over endelig at have taget mod til sig og overvundet sig selv og rutsjebanen, kan far sige: ”Jeg kan se, at du har det rigtig sjovt. Hvor er det dejligt, at du havde lyst til at prøve rutsjebanen i dag.” og støtte og bekræfte ham i den sejr, Sofus lige har haft, frem for at vurdere Sofus’ bedrift”.
Ros dit barn med omtanke
Ros er rigtig godt og relevant for barnets udvikling, så længe det bruges med omtanke. Det skal være sagt på en måde, så barnet stadig føler sig set, og så det ikke fungerer som en standardkommentar.
De fleste forældre kan heller ikke lade være med at rose deres børn. Dels fordi vi ønsker at give udtryk for vores kærlighed til og stolthed over vores børn og ønsker, at de skal føle sig dygtige og elskede. Og dels fordi mange af os har en automatknap inden i os, der gør, at vi automatisk roser barnet. Enten fordi vi er vokset op med ros som den måde, kærlighed og bekræftelse kommer til udtryk verbalt, eller fordi vi er for trætte eller stressede til at høre efter, hvad barnet beder om, eller give barnet den opmærksomhed, som det har krav på.
Overdreven brug af ros af barnet kan dog have den modsatte effekt end tiltænkt. I den bedste mening roser vi barnet og ønsker, at det skal føle sig dygtig og set, men med tiden kan barnet komme til at hige efter og være afhængig af ros for at føle sig elsket og værdifuld. Hvis vi som forældre altid går ind og vurderer barnets præstationer, vil barnet miste evnen til selv at føle, hvornår noget er godt nok. Denne følelse af at skulle være perfekt har en dårlig effekt på barnets selvværd, som er fundamentet i barnets personlighed.
Se også:
